Tyk og cremet hollandaise sauce i en glasskål

Klassisk Hollandaise Sauce

4
00:15

Hollandaise er en af de helt klassiske franske saucer. Den smager fantastisk, især til grøntsager og fisk, og den er også en vigtig del af den klassiske brunchret, Eggs Benedict.

Hollandaise sauce har ry for at være svær at lave, da den kan skille, hvis den bliver for varm. Derfor vælger mange at lave den over vandbad. Med temperaturstyring er den nem at lave direkte i gryden, da vi kan kontrollere præcis, hvor varm gryden bliver. Så grib muligheden og prøv denne lækre, cremede og syrlige sauce.

Ingredienser

Hollandaisesauce

250 g Smør

4 Æggeblomme (0.8dl)

1 dl Citronsaft

Salt

Hvid peber

Opskriftstrin

1
Smelt smøret

Kom smørret i en gryde og start programmet. Smørret smeltes først ved 90 ºC, derved smelter smørret stille og roligt, uden at sprøjte. Når smørret er smeltet, så lad det stå ved de 58 ºC som programmet selv indstiller, indtil du er klar til næste trin.

2
Bland æggeblommer og citronsaft

Bland i en anden gryde æggeblommer og citronsaft. Pisk det let sammen. Tænd derefter programmet og pisk luft i æggeblandingen, programmet øger først temperaturen til 71 ºC.

3
Tilsæt smør

Når blandingen er luftig tilsættes smørret lidt ad gangen. Undlad at komme det hvide bundfald i.Smag din sauce til med salt og hvid peber. Hvis saucen er for tyk, kan du tilsætte vand lidt ad gangen, til du får den ønskede konsistens. Kom låg på gryden og lad saucen stå og holde sig varm ved 58 ºC indtil servering.

FAQ

Om klassisk hollandaise

Spørgsmål om hollandaisesauce

Hvad spiser man til hollandaise sauce?

Den klassiske hollandaise sauce er et vigtigt element i brunchretten eggs benedict. Den passer også rigtig godt til mange grøntsager og serveres ofte til hvide asparges. På grund af saucens syrlige smag, er den også et oplagt valg at servere til stort set al slags fisk.

Hvad er forskellen på bearnaise og hollandaise?

Grundstenene i de to saucer er det samme – en legeret sauce på smør og æggeblommer, forskellen ligger i hvordan de er smagt til. Hollandaise er en meget syrlig sauce, der laves på citronsaft eller en blanding af citronsaft og tør hvidvin, hvorefter den smages til med hvid peber og salt.

Bearnaise er ikke helt så syrlig, den laves på en bearnaiseessens, der består af eddike kogt ind med estragon, og tilslut smages den til med frisk estragon og salt. Bearnaise har altså en kraftig smag af estragon, hvor hollandaise smager mere af citron. Du finder vores opskrift på hjemmelavet bearnaiseessens her.

Flere saucer med Ztove