Steg den perfekte bøf

Der er tre hovedfaktorer, der gør sig gældende for resultatet, når du steger en bøf. Det handler om temperatur, tid og tykkelse.

Sådan steger du den perfekte bøf

Det kan være en udfordring at stege den perfekte bøf, men med den rette tilgang og viden kan du opnå saftige og velsmagende resultater hver gang. Denne guide udforsker nøgleaspekter af bøfstegning, herunder betydningen af bøffens tykkelse for den bedste metode og temperatur til at stege bøffen ved.

Tykkelsen af bøffen

Tykkelsen af bøffen spiller en afgørende rolle for det endelige resultat. Tynde bøffer bliver ofte gennemstegte, før de får en god stegeskorpe. Vi anbefaler derfor, at du vælger bøffer, der er mindst 3 cm tykke. Vores opskrift med de bedste fremgangsmåder og temperaturer til at stege tykke røde bøffer perfekt finder du her.

Hvis du har svært ved at finde bøffer, der er tykke nok i supermarkedet, vil vi anbefale, at du enten besøger en slagter eller køber en hel ribeye-steg. Her kan du skære dine bøffer ud selv, i præcis den tykkelse som du ønsker, hvis der er bøffer til overs, kan du fryse dem ned til en anden gang.

Stegt bøf anrettet på skærebræt

Hvordan steger man en tynd bøf godt?

Som nævnt ovenfor er det sværere at stege en tynd bøf godt, da den på grund af sin tykkelse hurtigere bliver gennemstegt. Problemet er dog, at mange bøffer du kan købe i supermarkedet kun er 1-1½ cm tykke. Vi synes også, det bør være muligt at kunne stege bøfferne fra supermarkedet til perfektion. Derfor har vi testet og testet og er kommet frem til en metode, hvor du kan få en tynd bøf med en rød kerne, og hvor der også er en stegeskorpe med god farve og smag.

Vores metode indebærer at stege bøffen primært på den ene side for at opnå en god stegeskorpe på den side. Derefter steges bøffen kort på den anden side, hvorefter den skal hvile kort inden servering. Vi anbefaler at du steger bøffen ved 220 ºC i 1 minut på den første side. Sænk derefter 170 ºC og steg bøffen i yderlige 2½ minut på den samme side. Vend bøffen over på den ustegte side og steg den blot ½ minut på denne side. Denne metode giver dig en bøf med en god stegeskorpe på den ene side, men fordi bøffen kun steges kort på den anden side, så når bøffen ikke at blive gennemstegt. Derfor har bøffen stadig den ønskede røde midte. Sørg for at servere din bøf med den flotte stegeside opad.

Find den komplette opskrift på tynde bøffer med en god stegeskorpe, inklusive præcise temperaturer, her. I videoen nedenfor kan du se hele fremgangsmåden.

Hviletid for bøffer

Husk altid at lade dine bøffer hvile efter stegning. Kernetemperaturen på bøffen stiger under hviletiden, når varmen fra ydersiden bevæger sig ind i bøffen. Hviletiden er lige så vigtig som selve stegetiden for at sikre en perfekt stegt bøf. En hviletid på omkring 5 minutter er ideel til tynde bøffer, hvor tykke bøffer har bedst af at hvile i 10 minutter.

Lad aldrig bøffen hvile på panden. Panden er for varm, og bøffen vil blive overtilberedt, hvis du lader den blive der. Tag i stedet bøffen af panden og læg den på en rist eller et spækbræt – alt efter hvad du har. Fordelen ved en rist er, at der er mere luftcirkulation omkring bøffen, og eventuel væske drypper af i stedet for at bøffen ligger i det. Et spækbræt fungerer dog også fint og giver mindre opvask.

Vores opskrifter er alle udviklet, så bøffen ikke skal dækkes til under hviletiden. Når bøffen dækkes til, holder den på mere af varmen og vil derfor få en højere kernetemperatur end en bøf, der ikke dækkes til. Du kan godt dække din bøf til, men så skal den tages af panden tidligere. Så når du følger vores opskrifter, anbefaler vi, at du ikke dækker bøffen til.

Bøf med god stegeskorpe anrettet på et skærebræt

Steg i smør

Når du steger i smør, får bøffen mere smag og en bedre skorpe, da smørret går ind og fremmer bruningsreaktionerne – karamelisering og maillardreaktionerne. Vil du vide mere, om hvordan du får den bedste stegeskorpe så læs vores blog indlæg Temperatur & tid – sådan får du en god stegeskorpe.

Ulempen ved at stege i smør er, at smør ikke tåler så høj varme som for eksempel olie. Bøffer kræver en relativt høj temperatur for at sikre en god stegeskorpe, ved de høje temperaturer kan du kun stege i smør i rigtig kort tid, før det brænder på. Et trick er at starte med at stege bøffen i olie ved høj temperatur, f.eks. 220 ºC (høj varme), i kort tid. Dette giver bøffen en betydelig stegeskorpe. Derefter reduceres temperaturen til en mere moderat stegetemperatur, f.eks. 170 ºC (middel varme), og smør tilsættes. Ved 170 ºC (middel varme) kan du stege bøffen i 10 minutter uden, at smørret brænder på, og det er rigelig tid til at stege de fleste bøffer færdigt. Som nævnt fremmer smør karamelisering og maillardreaktionerne, hvilket resulterer i en flot stegeskorpe med god smag.

Mere om bøffer

Hvis du er mere nysgerrig på gode bøfudskæringer, tykkelse på bøffer, stegetid og hviletid, så tag et kig her, måske har vi et svar på dit spørgsmål.

Hvad er en god bøfudskæring?

Der findes en bred vifte af bøfudskæringer, hver med sin unikke tekstur og smag. Nogle af de mest populære bøfudskæringer inkluderer:

  • Oksemørbrad: En mør og saftig bøf med en fin tekstur.
  • Ribeye: Fedtmarmoreret med masser af smag og saftighed.
  • Entrecôte: En velsmagende bøf med en god balance mellem fedt og mørhed.
  • New York Strip: En mør og velsmagende bøf med moderat fedtmarmorering.
Hvor tyk skal en bøf være?

En bøf bør være mindst 3 cm tyk for at lette stegningen og sikre en god stegeskorpe, samtidig med at bøffen forbliver rød indvendig. Hvis din bøf er tyndere end 3 cm, kan du prøve vores opskrift til at stege tynde bøffer perfekt, find den her.

Hvor længe skal en bøf steges?

Stegetiden afhænger af bøffens tykkelse og den temperatur, du steger ved.

Tykke bøffer på omkring 3½ cm anbefaler vi først at stege i 1 minut på hver side ved 220 ºC. Derefter sænkes temperaturen til 170 ºC, og bøffen steges yderligere 7 minutter, hvor den vendes undervejs.

Tynde bøffer under 2 cm i tykkelse skal steges i kortere tid. Her anbefaler vi at stege bøffen i 1 minut på den første side ved 220 ºC. Derefter sænkes temperaturen til 170 ºC og bøffen steges i yderlige 2½ minut på den samme side. Vend bøffen og steg den i ½ minut på den sidste side. Bøffen steges altså kun i 4 minutter i alt, fordi det er en tynd bøf.

Hvorfor skal en bøf hvile?

Når din bøf er stegt, skal den hvile kort inden servering. Hviletiden er vigtig, da kernetemperaturen på bøffen stiger under hviletiden, når varmen fra ydersiden bevæger sig ind i bøffen. Derfor er hviletiden nærmest lige så vigtig som stegetiden, for at sikre at bøffen bliver perfekt stegt. For en tynd bøf er en hviletid på omkring 5 minutter ideel, for en tyk bøf er 10 minutter passende.

Hvor lang tid skal en bøf hvile?

Et lille stykke kød som en bøf behøver ikke så lang hviletid som en stor steg. For en tynd bøf er en hviletid på ca. 5 minutter perfekt. Hvor en tykkere bøf gerne skal have lidt længere, 10 minutter er passende.

Hvad er engelsk bøf?

Engelsk bøf er navnet på en ret med bøf, hvor bøffen serveres med stegte bløde løg. Bøffen til engelsk bøf udskæres traditionelt af enten oksefilet eller tyndsteg.