Risengrød
På 100 °C kan din risengrød ikke brænde fast i bunden. Det er ligesom at komme grøden i høkassen.
Det gør det nemt at lade risengrøden stå, efter at mælken har været kogt op.
Ingredienser
Risengrød
130-200 g Grødris (1,3-2 dl)
1 l Sødmælk
1 tsk. Salt
Tilbehør
1 dl Sukker
1 spsk. Kanel
Smør
Opskriftstrin
Bring grøden i kog
Kom grødris, mælk og salt i en gryde.
Tænd for 115 ºC og bring grøden i kog under konstant omrøring.
"Kom grøden i høkassen"
Når mælken koger sænkes temperaturen til 100 °C. Lad grøden stå og tilberede i 2 timer. Rør rundt ca. hver ½ time.
Kanelsukker
Bland sukker og kanel i en skål eller lille bøtte.
Servering
Server grøden med kanelsukker og smørklat.
Noter
Hvis du bruger 130 g ris per liter mælk, så bliver det en grød der ligger fladt i tallerkenen. Den er god til ris a lamande og klatkager.
Hvis du bruger 200 g ris per liter mælk, så bliver grøden tykkere og kan laves til et lille bjerg på tallerkenen. Den bliver også hurtigere færdig.
FAQ
Om Risengrød
Spørgsmål om tilberedning af risengrød.
Hvis du vil vide endnu mere om risengrød, kan du finde vores blog om risengrød her.
Hvornår er risengrød færdig?
Vi kommer ind på det i opskriften på risengrød, men den er færdig når risene er møre, og den har nået den konsistens du ønsker. Helt konkret kan vi tale om to forskellige konsistenser:
- Den ene konsistens er en lind grød, hvor den flyder lidt ud og fylder hele skålens diameter ud. Hvis du skal bruge din risengrød til klatkager eller risalamande, er det denne tykkelse vi anbefaler.
- Den anden konsistens er en mere fast grød, som holder formen, når du øser op. Denne tykkelse er typisk den man får, hvis man følger mængde forholdene på emballagen på grødris.
Kan risengrød varmes op igen?
Ja, risengrød kan godt varmes op igen. Mange gør det typisk i en mikrobølgeovn, men det er begrænset, hvor meget du kan varme op ad gangen på den måde.
Vi anbefaler, at du kommer risengrøden over i en bøtte med låg og sætter den på køl, så snart du er færdig med at spise. Dette er for at undgå vækst af bakterier. Når du så skal varme grøden op, kan du nemt gøre dette med Ztove. Kom grøden i din gryde, sæt temperaturen til 100 °C, tilsæt lidt vand, hvis du synes grøden er blevet for tyk, og rør rundt mens den varmes op. Det vil tage ca. 10 minutter.