Stegt lammeculotte

2
00:30

Lammeculotte er en af de mest velsmagende udskæringer. Det er lammets svar på en rød bøf. Hvor oksekød kan variere i mørhed og smag, er lammeculotten konsekvent mørt og velsmagende, hvilket sikrer et godt resultat hver gang.

For at få en lammeculotte der både har en god stegeskorpe og er jævnt rosa indvendig tilberedes den ved to forskellige temperaturer. Først tilberedes kødet ved en høj temperatur for at opnå den ønskede stegeskorpe. Derefter færdiggøres tilberedningen ved en lavere temperatur for at sikre, at kødet forbliver perfekt rosa indvendigt.

Ingredienser

Stegt lammeculotte

400 g Lammeculotte

Salt efter behov

Peber efter behov

Olivenolie efter behov

25-50 g Smør

2 stk. Rosmarinkviste

2 stk. Hvidløgsfed, knust

Opskriftstrin

1
Fjern sener fra kødet

Lammeculotte har et tykt lag fedt og sener på den ene side. Senerne kan være svære at tygge, så de skal skæres fra. Lad gerne så meget fedt som muligt blive siddende, men fjern alle senerne.

2
Brun kødet

Krydr kødet godt med salt og peber.

Dæk bunden af panden med olie og varm den op til 190 ºC.

Brun kødet i 2 minutter på hver side.

3
Steg kødet færdigt

Sænk temperaturen til 160 ºC. Tilsæt smør, rosmarin og knust hvidløg.

Kom låg på og lad det stege i ca. 10 minutter. Vend det halvvejs i stegetiden. Du kan også vende kødet tre gange, så kødet steger ca. 2½ minut på hver side.

Hvis du bruger et stegetermometer, skal kødet steges, indtil det når en indvendig temperatur på 44 ºC til 47 ºC – alt efter hvor rødt du ønsker det. Det er den sikreste måde at opnå et godt resultat, da stegetiden afhænger af kødets tykkelse, som kan variere fra steg til steg.

4
Lad kødet hvile

Tag kødet af panden og lad det hvile på et skærebræt eller en rist i 5-10 minutter.

Imens kødet hviler, stiger kernetemperaturen med 10-12 ºC. Skærer du kødet inden, det har hvilet, mister det en masse saft. Lad derfor kødet hvile i mindst 5 minutter, men gerne 10 minutter, for det bedste resultat.