Grøntsagsmos – til børn og voksne

4
01:00

Grøntsagsmos er et perfekt tilbehør til mange retter og det er et godt måltid til de helt små.

Opskriften her er ikke helt præcis med mængder, da du med fordel kan bruge det du lige har og gerne de grøntsager der ligger nederst i grøntsagsskuffen og er ved at være lidt trætte.

Du får tips til, hvordan du kan smage mosen til så den passer til enten voksne eller helt små børn. Derudover får du tips til hvordan du kan lave en “råmos”. Råmos er en mos der ikke er lavet helt færdig og som derfor kan holde sig længe på køl eller frost, så du hurtigt og nemt kan lave en færdig portion mos.

Ingredienser

Grøntsagsmos

300-400 g Kartofler

2-3 stk. Gulerødder

0.5 stk. Knoldselleri

Æble eller pære, hvis du laver den til babyer

Smør , olivenolie eller kokosolie efter smag

Mælk efter behov

Salt og andre krydderier, evt.

Opskriftstrin

1
Klargør grøntsagerne

Skræl alle grøntsager og vask dem. Skær dem i passende, grove stykker. Du kan vælge at bruge lige de grøntsager du har liggende, men det er en god idé at have en større mængde kartofler, da de er gode til at binde mosen sammen pga. deres høje stivelsesindhold. Kom alle grøntsagerne i en gryde og fyld op med vand til grøntsagerne er helt dækket. Kom låg på. Husk ikke at komme salt i endnu, da kan påvirke konsistensen på den endelige mos negativt. Hvis du laver mosen til babyer skal du helt undgå salt, da de ikke har godt af for meget salt.

2
Tilbered grøntsagerne

Sæt temperaturen på 108 ºC. Når vandet koger, så skru ned på 102 ºC. Kog grøntsagerne under låg i 20-30 minutter, til de er helt møre. Dræn vandet fra grøntsagerne. Kom gryden tilbage over varmen og sæt temperaturen på 90 ºC, så det overskydende vand kan dampe af, dette tager et par minutter. Tag grøntsagerne af varmen og mos dem, enten med en kartoffelmoser, piskeris eller gaffel. Nu er mosen nået det stadie som vi kalder for “råmos”. Her kan du enten fortsætte med opskriften og lave mosen helt færdig, eller du kan tage noget fra og komme i køleskabet eller fryse det ned til senere. Råmosen kan holde 6-7 dage i køleskabet, fordi den endnu ikke er tilsat mælk, som hurtigere bliver dårligt. Når du vil lave mosen færdig, tager du den bare ud fra køleskabet og følger resten af fremgangsmåden i opskriften.

3
Færdiggørelse af mosen

Her kan du vælge kun at færdigtilberede noget af mosen og gemme resten i køleskabet til senere. Du kan også dele portionen op, så du laver noget af den til baby og noget til de voksne. Hvis du laver den til babyer, kan du med fordel tilsætte lidt revet eller finthakket æble eller pære, så den bliver sød og lækker. Hvis du laver mosen til babyer så sæt temperaturen på gryden til 50 ºC. Hvis den er til voksne så hold den på de 90 ºC. Både ved 50 ºC og 90 ºC undgår du at mosen brænder på eller stødkoger, og de 50 ºC gør at mosen hurtigere køler ned til en spisevenlig temperatur for babyer. Tilsæt fedtstof og mælk til råmosen, vær ikke nærig med smørret. Hvis mosen er til voksne, så smag den til med salt og peber og fx muskatnød, citronskal, persille, parmesanost eller hvad du nu måtte ønske. Hvis du gerne vil have en rigtig glat mos, kan du give den en tur med en stavblender.