Klassisk cheeseburger

4
00:30

Du kender den helt sikkert fra diverse fastfoodkæder, cheeseburgeren. I denne opskrift får du vores bud på den klassiske amerikanske burger, med en saftig bøf, serveret mellem to smørristede burgerboller, toppet med en skive ost, friske tomater og løg, samt en lækker hjemmerørt burgerdressing. Kombinationen af den saftige bøf, osten, de friske toppings, den hjemmelavede dressing og ikke mindst de smørristede burgerboller resulterer i en cheeseburger alle kan lide.

I opskriften får du selvfølgelig også alle de vigtigste temperaturer og tilberedningstider til stegning af bøf og boller.

Ingredienser

Burgerdressing

1 dl Mayonnaise

1 dl Tomatketchup

2 spsk. Relish eller sure agurker

2 tsk. Sukker

2 tsk. Citronsaft

Bøfferne

600 g Hakket oksekød

1 tsk. Salt

4 stk. Cheddar, skiver

Bollerne

25 g Smør

4 stk. Brioche burgerboller

Anretning

1 stk. Løg

2 stk. Tomat

Opskriftstrin

1
Rør dressingen

Kom alle ingredienserne i en skål og rør det sammen til en dressing.

Kan du ikke finde relish, så kan du erstatte det med finthakket sure agurker.

Hvis du ikke har citroner eller bare ønskere en lidt skarpere smag, så kan du bruge æblecidereddike i stedet for citronsaft.

2
Form bøfferne

Køb kød med højt fedtindhold, gerne omkring 20% fedt. Så bliver bøfferne bedst.

Del kødet i 4 portioner af 150 g. Rul dem til kugler og pres dem flade, til en diameter på 10 cm. Hvis de har den rigtige vægt og den rigtige diameter, så har de også den rigtige tykkelse. Tykkelsen er vigtig for at de steger rigtigt. Når bøfferne er 10 cm brede, så kan der lige være 4 på 28 cm panden og 3 på 24 cm panden.

Du kan med fordel presse bøfferne imellem to stykker madpapir (se videoen). Så kan du også forberede en del bøffer i forvejen og komme dem i køleskabet eller fryseren til de skal bruges.

Drys bøfferne med salt.

3
Rist bollerne

Smelt smørret på panden ved 175 ºC (medium varme).

Læg bollerne med den overskårne side nedad, så de kan suge lidt af smørret. Vend dem efter få sekunder, så de ikke suger det hele.

Rist bollerne i 2 minutter på skorpen. Vend dem og rist derefter også skærefladen i 2 minutter.

4
Steg bøfferne

Brug samme pande som bollerne blev ristet på, bøfferne skal tilberedes ved samme temperatur, altså 175 °C (medium varme). Kom mere smør på panden og læg bøfferne på.

Bøfferne skal steges i 7 minutter i alt. Giv dem 2 minutter på den første side, vend dem og giv dem 2 minutter på den anden side. Vend dem igen og giv dem yderligere 2 minutter. Vend bøfferne en sidste gang, kom en skive ost på hver bøf og giv dem 1 minut mere. Hvis du foretrækker at osten er meget smeltet, så kom låg på det sidste ½-1 minut.

5
Anret burgeren

Pil løget og skær det i små tern. Skyl tomaterne og skær dem i skiver.

Smør dressing på underbolleren og kom lidt hakket løg på. Kom derefter bøf og tomatskiver på. Slut af med overbollen.