Cheesecake med jordbær

5
01:05

En god cheesecake er cremet, sød og syrlig – en af de bedste kager man kan få.

Der findes mange forskellige typer af cheesecake, denne version er en Manhattan style cheesecake. Manhattan style er normalt en stor bagt cheesecake, men i denne version er den portionsanrettet og tilberedt i vandbad i panden. Smagen og indholdet er dog helt det samme.

Ingredienser

Kiksebund

5 stk. Digestive kiks

2 tsk. Sukker

25 g Smør

Ostemasse

250 g Mascarpone

1 stk. Revet citronskal fra 1 citron

60 g Sukker

1 spsk. Majsstivelse (Maizena)

3 spsk. Creme fraiche 38 %

0.5 stk. Vaniljestang (kornene af ½ vaniljestang)

1 stk. Æg

100 g Jordbærmarmelade

Opskriftstrin

1
Kiksebund

Knus kiksene til krummer med en kagerulle eller et glas/flaske.

Sæt panden på 195 °C og kom kiksekrummerne på. Tilsæt sukker og lade det brune lidt. Tilsæt derefter smør.

Lad det hele brune et par minutter til du er tilfreds med farven.

2
Ostecreme

Kom mascarponeosten i en stor skål. Riv citronskal ned i skålen.

Bland sukker og majsstivelse i en anden skål, så du nemmere undgår klumper af majsstivelse. Kom det derefter over i skålen med osten. Tilsæt creme fraiche, vaniljekorn og æg.

Rør det sammen til en ensartet creme. Helst uden at bruge piskeris, da det kan piske luft ind i. Det vil vi ikke have, for så revner kagen nemmere når den bliver tilberedt. Sukkeret skal gerne være helt opløst, så lad evt. skålen stå lidt tid, så sukkeret har en chance for at smelte og rør så massen igennem igen.

3
Bag kagerne

Sæt 5 ramekiner (8,5 cm x 4 cm) i 28 cm panden. Hvis du bruger 28 cm panden, bør der være plads til alle 5 skåle, hvis du bruger 24 cm panden er der kun plads til 3.

Fordel cremen ligeligt i de 5 skåle.

Kom en spiseske jordbærsyltetøj i hver. Fordel det så godt som muligt på toppen. Pres det evt. lidt ned i ostemassen.

Hæld vand i panden op til kanten af cremen. Tænd panden på 95 °C og dæk skålene med alufolie eller bagepapir, så der ikke kan dryppe vand fra låget ned i kagerne. Kom låg på.

Bag i 30 minutter.

Kagerne er færdige når de stadig er lidt blævrende, men der ikke er noget flydende tilbage. Tag forsigtigt skålene op af vandet, pas på du ikke brænder dig.

Sæt dem i køleskabet til de er helt kolde.

4
Jordbærsyltetøj

Du kan finde opskriften på hjemmelavet jordbærsyltetøj her. Du kan selvfølgelig også købe syltetøj, men hjemmelavet smager nu bedst.

Noter

Du kan finde opskriften på hjemmelavet jordbærsyltetøj i appen. Du kan selvfølgelig også købe syltetøj, men hjemmelavet smager nu bedst.