Focaccia

Med hvidløg og krydderolie

Her er en af de allerbedste opskrifter på focaccia med olie, salt og krydderurter.

Når man laver det i sin Ztove pande får det en skorpe man ikke rigtig kan få på andre måder. Brødet hæver i panden ved 38°C og bager i panden ved 170°C. Opskriften giver et luftigt brød med den sprødeste skorpe og dejligste smag.

Det er nemt, hurtigt, med minimal opvask og resultatet er bedre end normalt.

focaccia

Ingrediensliste

Til 8 pers. 

Dejen

– 3 dl vand

– 10g bagegær

– 1,5 tsk. salt

– 350g hvedemel

Krydderolie

– 1 dl olivenolie

– 2 stk. hvidløgsfed

– 7g rosmarin

– 7g persille

– 7g oregano

– 7g basilikum

– 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Lav hvidløgsolie

Hak hvidløgene groft. Rist dem i 5 minutter ved 130°C. Si olien fra og hæld den tilbage i panden.

Lav krydderolien

Sænk temperaturen til 38°C. Fjern stænglerne fra krydderurterne og dæk bladene med olien. Kom salt ovenpå. Lad det stå i olien og trække smag, mens du laver dejen.

Bland dejen

Opløs gæren i vandet, tilsæt saltet og det halve af melet. Så er det nemmest at fordele gæren. Kom resten af melet i og bland indtil det er en stor klump uden tørt mel eller store klumper. Det behøver ikke blive æltet mere end 1 minuts tid med en grydeske eller lignende.

Hæv dejen

Kom dejen ovenpå krydderolien i den 38°C lune pande. Panden må ikke være 130°C som ved hvidløgene, så kan du slå gæren ihjel. Det gør dog ikke noget den er 50-60 grader når du kommer dejen på. Den falder hurtigt i temperatur. Lad den hæve i 1 time ved 38°C

Bag brødet

Sæt temperaturen til 170°C og bag brødet i 30 minutter på den ene side, med låg på. Bag brødet i 15 minutter på den anden side og fjern låget de sidste 5 – 10 minutter. Så kan det overskydende vand dampe af.

Afkøling

Lad brødet køle i mindst 20 minutter inden servering. Helst på en rist, så det kan holde sig sprødt i bunden.

Noter

Du skal ikke bruge en alt for dyr olivenolie til det. Den vil alligevel miste smagen. Du kan også bruge 100 gram smør i stedet for olie. Så skal den blot bages ved 165°C i stedet for, og helt uden låg på side 2, da der også er vand i smør. Du kan også lave den uden krydderurter, men blot med salt. Opskriften er til 28 cm panden. Vil du bruge en 24 cm pande skal du bare bruge 2/3 af opskriften dvs. gange hver mængde med 0,7.

Se i videoen herunder hvordan Max laver sprød focaccia